Kraftfoder, tilskudsfoder og grovfoder til heste
Foder til heste er inddelt i flere typer og dem kan du læse mere om herunder:
Kraftfoder er et koncentreret foder med mange foderenheder , det kan være foderpiller, havre, byg, müsli osv. Ja mulighederne er mange, og meningerne om hvad det rigtige kraftfoder er, endnu flere.
Tilskudsfoder kan være .eks koncentrerede vitaminblandinger, tilskud af Biotin, Magnesium fra Nordic Horse eller fra St. Hippolyt e.lign.
Grovfoder er typisk græs, tørt hø, wrap-hø, frøgræs osv.
Hesten kan også tildeles andre tilskud i form af forskellige fodermidler såsom hvidløg, loppefrøskaller, osv.
Hesteejeren har lært meget!
Man skal ikke mange år tilbage i moderne hestehold, førend grovfoderet var temmelig undervurderet og man primært gik op i kraftfoder. Der var mange heste der fik flere kilo kraftfoder fordelt over 2-3 gange om dagen og ikke synderligt meget grovfoder. Grovfoderet bestod primært af halm, som ikke er en god erstatning for hø, græs og wrap.
Heldigvis har man siden lært meget om hvad der er bedst for hestens mavesundhed og trivsel
Man har fundet ud af, at heste der holdes i et moderne hestehold, har en udpræget tendens til at udvikle problemer i maveslimhinden, dette er primært pga. forkert fodring.
Hesten er et steppedyr og er lavet til at skulle vandre over lange afstande hver dag og søge efter grovfoder. Dens mave/tarmsystem er designet til at indtage grovfoder i løbende små mængder mange timer i døgnet.
Det betyder at en hest producerer mavesyre 24 timer i døgnet, og det er meget problematisk for hesten, hvis den kun har grovfoder tilgængeligt ganske få timer i løbet af døgnet.
En hest har en lille mavesæk der groft sagt er delt op i to dele, den hvide og den røde del
Den røde del er den nederste del af maven, her dannes der konstant mavesyre i modsætning til hos mennesker og andre dyr. Den røde del beskyttes af et slimlag, så mavesyren ikke gør skade. I denne del af maven er der et lavt pH som dræber en del af de bakterier hesten indtager og aktiverer de enzymer der skal nedbryde foderet.
Den hvide del af maven, den kirtlelløse ligger i det øverste del af maven og har ikke et beskyttende slimlag. Den hvide del af maven er derfor ikke beskyttet mod mavesyre. Når hesten har adgang til grovfoder, over hele døgnet, så danner det tyggede grovfoder et flydelag ovenpå mavesyren og beskytter den hvide del af maven mod stænk fra den stærke mavesyre.
Grovfoder har også den fordel at det har en lang tyggetid og øger hestens spytproduktion. Hestens spyt har et højt indhold af bikarbonat som neutraliserer mavesyren i mavens øverste del.
Fodrer man derimod med meget korn/kraftfoder vil hesten tygge mindre og producere mindre spyt og mere mavesyre.
Hvis hesten ikke har fået grovfoder i mange timer er der ikke er et flydelag til at beskytte den hvide del af maven. Hvis hesten udsættes for hårdt arbejde vil mavesyren sprøjte op på den hvide del af maven og lave ætsninger i den. Dette er meget smertefuldt for hesten.
Man vil derfor i dag helst give hesten så mange foderenheder via grovfoderet som muligt og skære ned på kraftfoderet. Ja man vil egentlig helst helt fjerne kraftfoderet og så kun give et koncentreret vitamin-mineral tilskud der sammen med grovfoderet dækker hestens behov.
Heste der er "varme i hovedet" vil man typisk også opleve, bliver meget mere medgørlige og samarbejdsvillige, hvis de tildeles mere grovfoder fremfor stivelsesholdigt kraftfoder. Ved grovfoder frigives energien langsomt og blodsukkeret holdes mere konstant.
Mange hesteejere har i misforstået godhed overfodret deres heste og ikke nok med, at hesten kan blive svær at håndtere rent temperamentsmæssigt, så kan man også ende op med en overvægtig hest og overvægt kan ligesom hos mennesker medføre andre problemer.
Der er dog en udfordring man kan møde, hvis man kun giver hesten store mængder grovfoder og et lille bæger vitamin-mineraltilskud. Det er hvis hesten skal have et tilskud i krybben, som den ikke synes smager godt og der ikke rigtigt er noget krybbefoder man kan "gemme" tilskuddet i. Det kan være forskellige slags tilskud i pulverform, som hesten af den ene eller anden grund ikke synes om at æde. Det kunne f.eks. være loppefrøskaller, som kan være meget vigtig for mange heste, for at undgå sandophobning i tarmen.
Læs mere om hvad man kan gøre for at lokke loppefrøskaller i en kræsen hest.
Heste der er i meget hårdt arbejde, kan have brug for mere, end den kan få kun gennem grovfoder og et koncentreret vitamin-mineral tilskud. I sådanne situationer, er det en god ide, at tage en snak med en professionel fodringskonsulent og få hjælp til at dække den enkelte hests behov.